Du sad med ryggen til,
Gemte dig selv i skyggerne.

Skammen og vreden rakte langt,
Deres skygger endnu længere.

Øjenhulerne rengjort af dine fingernegle,
Et mislykket forsøg på ikke at se datidens spøgelser.

Håbets ekko forlænget svunden ud af kroppen,
Din sjæl sang kun en stilhed.

Fanget af dine drømme og fantasier,
Forgiftet af deres sødme og frigørelse.

Faret vild i de falske tilståelser,
Holdte du fast i den kolde tåge af undskyldninger.

Fortabt i din egen virkelighed,
Mistede du kontrollen over den sande.

Du gav slip på alt,
Fandt frem til din usympatiske gud.

Da satte du dig selv fri