Immanuel Alembene

Digtet phoenix blomsten.

Digtet kunst

Livet som blomst er grønt og farverigt, groende og opmuntrende.
Mine rødder stikker dybt,
min historie er lang,
Min tilværelse er smuk,
Og jeg er en gave til din næste
men stadig lever jeg under sæsonens jerngreb
Men som phoenix fuglen
Er min tilværelse ikke kun 1 gang,
Den er en cyklus.
Nogle ville kalde det naturens gang,
Andre ville kalde evighedens byrde.
Efteråret er min død,
Vinteren er min aske,
Foråret er min opstandelse,
Og sommeren er mit liv.
Jeg er stædig
Udover hvis du trækker mig op med rødderne, vil jeg altid komme tilbage,
Komme tilbage til denne smukke verden.
Til fuglenes sang,
Til sommerens gang,
Og hvis du ser mig så vand mig
Så jeg er næringsrig, en sidste gang
Før efteråret tar mig
Og jeg så venter på enden af vinteren så lang.

Er man en kunstner fordi man laver kunst?
er man en kunstner fordi man prøver?
Er man en kunstner fordi man øver?
Hvad er kunst?
Kunst kan være alt,
Kunst er både sammensætningen af de fineste ord,
De smukkeste matrialer,
Det flotteste maleri
Men også decideret lort i et glas.
Hvordan kan grænsen være ikke eksisterende,
Hvordan kan man blive uddannet i kunst hvis det er frit?
Så du skal fortælle mig
at på den ene side skal man slå sig fri, løsrive sig fra verden og nedsætte den passion du har i et værk,
og på den anden side.
Side ned på den flade og dovne den af med en prik på et stykke papir,
også kalde det banebrydende og en kontrast eller indsigt i følelsen af at være alene.
jeg finder det næsten vulgært, frastødende og animalsk at denne passions løse og u følsomme sammensætning kan blive kaldt et værk,
som skal præsenteres for millioner og sælges fra samme pris.
Men hvorfor?
Hvorfor gir jeg en fuck for hvordan andre spendere deres penge eller hvad det validere som kunst.
Jeg tror det fordi at når folk virkelig sætter blod sved og tårer i et værk og jeg snakker ikke bare tale måden og derefter at det så bare kan blive forbi gået og trampet på fordi det ikke kvalificerer sig. Folk der har drømme og passion som de lever og vil død med uden at blive set 1 gang på en større scene.
Ikke vil få eller kan få samme verdens exposure som en lort i et fucking! glas
Det viser at sandsynligheden for sande sanseoplevelse Susser snedigt under næsen fordi samfundstabere syntes at særligheden spejler sig i en psykodynamisk subjektivtet som så sandeligt aldrig!
skal ses eller vil blive set sammen, med deres højt elskede lort på glas.
Fuck dit glas!