Stefanie Christoffersen
Hun gør dine øjne lange
Som hun frister der med hendes lange, mange lokker
Jeg prøver at benægte, gøre tsunamier til bølger
Prøver at se løfter i vores få delte blikke,
Selvom jeg ved dine øjne kun har til mål at fastholde hendes
En del af mig vidste det vel godt, at mine mosdækkede hænder kun klamrer desperat om din skygge
Men først nu ser jeg, at døren er låst, og kun hun vil kunne gætte kodeordet
Du har været blind for min beundring, selvom du ofte tager mig i at kigge ind ad dit blå vindue
Men nu vil jeg benægte
Det kan godt være du har udseendet som en græsk statue,
Men i aften har jeg den stenhårde koldhed
Så selvom mit indre krakelerer, vil jeg ikke engang tabe næsen fra mit ansigt
Forelskelsen kører på en ensrettet rute fra mig til dig til hende,
Og jeg ved din GPS ikke beder dig lave en u-vending
Du sluger baskende sommerfuglevinger
Mens jeg forsøger at brække et anker op
Men det er vinter
Sommerfugle flyver ikke højt eller længe
Dit vindue er dugget og koldt af skuffelse
Du ved, at dine æblerøde læber aldrig kommer til at møde hendes
Vi deler ikke meget, men vi kan dele denne sidste svovlstik ude i kulden
Jeg vil hjælpe
Hjælpe dig med at skubbe stenen op ad bjerget,
Men så ved jeg, at jeg aldrig selv vil komme til at stå på toppen
Du vil efterlade mig kvast under vægten af nemesis
Jeg ved, at jeg må give slip
Som et barn giver slip på en heliumballon
Se dig svæve
Helt op til den skyhøje piedestal, hvor du har placeret hende
Så kan jeg håbe du daler ned til mig, når hendes ord har punkteret dine forestillinger
Håbe at denne gang vil det sidste kronblad ikke falde til ”elsker ikke”
Hej
Jeg taler til dig, du lille stjerne
Verden er blevet til en anden, siden du først lyste deroppe på nattehimlen
Jeg forestiller mig, at du har englevinger,
For hvordan skulle du ellers kunne flyve?
Jeg forestiller mig, at du bor på en sky
Ikke en af de grimme grå, men en hvid og klumpet en
Den er nok så stor, at du kan have dit eget prinsessepalads
Den ser blød og dejlig ud, som den stille svæver over himlen
Så du må vel have det godt deroppe
Du må vel kigge herned en gang imellem, det håber jeg i hvert fald du gør
Men der er så uendeligt langt herned, at du nok ikke kan se
Men jeg skal nok fortælle dig alt, lille stjerne
Mor græder meget
Det har hun gjort siden du fløj derop
Jeg tror, at vi kunne vande hele køkkenhaven med hendes tårer
Så kunne vi få jordbær og rabarber i lange baner
Troldhasselen ville vokse sig så stor, at jeg ville kunne klatre med dig i skyerne
Ligesom vi plejede at gøre
Far har kun grædt en gang, eller måske gør han det kun i smug
Jeg tror, at hans tårer leger gemmeleg,
Men han prøver ikke at finde dem
De ligger og venter i gamle fotoalbum, henlagt legetøj og børnetøj
Jeg tror, at de er kede af ikke at blive fundet
Jeg tror, at tårerne græder endnu flere tårer, til de er sværere at overse
Så far skal græde endnu mere, når han engang finder dem
Jeg græder heller ikke så tit
Jeg kan ikke lide det
Det får mor til at græde endnu mere
Jeg kan heller ikke lide at besøge stenen
Den der er indrammet af den mindste hæk
Jeg ved det er din, for mor har fået skrevet dit navn på den
Noget jeg ikke forstår, lille stjerne
Hvordan kan du være nede i jorden, men samtidig op i himlen?
Hvis du kan være to steder på samme tid,
Hvorfor kan du så ikke også være her sammen med mig?
Follow us