Den danske datingkultur
af Lea og Ingrid
Er datingkulturen uromantisk i dag? Eller har vi bare alt for høje forventninger til, hvordan den skal være?
Ligesom meget andet så udvikler datingkulturen sig med tiden. Dating, kærlighed og romantiske relationer er noget af det, som fylder mest i vores hverdag. Både i vores tanker, omgivelser, samtaler og medier.
Dengang Noah spottede Allie i forlystelsesparken i filmen “The Notebook”, kunne han mærke, at hun var noget specielt. Selvom at han ikke kendte hendes navn, var han nødt til at snakke med hende. Og der hang han ned fra pariserhjulet, indtil hun sagde ja til at gå ud med ham.
I dag spotter man hinanden i byen og tænker måske “Hun er godt nok lækker. Vi kunne sikkert have det sjovt sammen i nat, men kun i nat”, og det er ikke ligefrem en stor kærlighedserklæring.
I 1954 rejste en halv fremmed ung skagboer hele vejen fra Skagen til Helsingfors for at besøge Leas farmor ved den finske ambassade. Kun for at give hende en parfume.
Hun havde aldrig snakket med den unge mand, men hans interesse for hende tog ham hele vejen fra Skagen til Finland – helt uden garanti for succes.
Selvom de aldrig endte sammen, har den søde gestus sat sig i Leas farmor, for her 69 år senere fortæller hun stadig om dengang hendes modige beundrer satsede alt på et bræt og gjorde en stor indsats for at lære hende at kende.
I dag kan man ikke engang samle mod nok til at spørge den søde og spændende dreng om hans nummer. Men i stedet bruge de næste tre dage på at fortryde, at man ikke bare sprang ud i det, for nu er det for sent, og man ser ham nok ikke igen.
Det lyder måske lidt kategorisk, men der er et gran sandhed i det. I dag er mængden af aleneboende steget med 50 procent, siden dengang vores bedsteforældre var unge.
Flere og flere er alene, men er det fordi, man ikke behøver en partner i dag, da vi som mennesker er blevet stærke individualister og hungrer mere efter frihed?
Eller er det nutidens overfladiske datingkultur, der gør det umuligt at skabe dybe, nye relationer med folk, man har samlet op i byen eller swipet på Tinder?
♥ DATER IKKE DYRE-HADERE
“Inden jeg fik en kæreste, var jeg på to Tinder dates. Det var helt vildt grænseoverskridende. Jeg havde swipet en pige, som jeg synes så sød ud, men da jeg kom på daten, var det helt forfærdeligt. Jeg havde lyst til at flygte, men af en eller anden grund blev jeg og købte både kaffe og drinks til hende. Jeg plejer at sige, at dårlige mennesker er dårlige mod dyr og hende her, hun var rigtig dårlig mod dyr.”
♥ FOR FLOT TIL FORELSKELSE?
“Jeg er en mand slut i 30’erne. Jeg har været single i nogle år, og nu er jeg på jagt efter en kæreste. Jeg må indrømme, jeg altid har været ret overfladisk i forhold til udseende og typisk datet nogle piger, der var 5-10 år yngre end mig selv. Samtidig er det vigtigste for mig, at de piger, jeg dater, har en nice personlighed. Jeg var fx. på to tinder dates. Den første var måske ikke så flot i forhold til den anden, og hun havde to børn fra et tidligere ægteskab, men klikkede bedst med den første date, jeg var ude med. Jeg behøvede ikke et eneste sekund at tænke over, at jeg helst havde lyst til at se hende igen. Problemet er, at jeg altid tænker uha, vælger jeg nu den rigtige? Er vedkommende nu flot nok? Jeg synes, at det er det vildeste pis, og min hjerne kan godt se det, men jeg får altid en lille tvivl. Det er lidt en “græsset er grønnere på den anden side” følelse.”
♥ QUASIMODO PÅ TRAKTOR
“Den ‘date’ jeg husker bedst er en pige, som var nydelig på sine billeder. Det var hun egentlig også i virkeligheden. Billederne på hjemmesiden var dog nogle år gamle. Siden da var hun blevet kørt ned af en traktor og havde fået smadret sit ansigt, hun kunne ikke spise ordentligt og var blevet meget overvægtig. Kæmpe stakkel. Jeg endte med at tage på daten af ren og skær medlidenhed. Hendes ansigt var voldsomt deformt.”
♥ ILDEBEFINDENDE FØRSTEMØDE MED SVIGERFORÆLDRE
“Jeg skulle hjem til ham på første date, fordi hans forældre var meget overbeskyttende. Troede han kun var 17 (jeg var 19 dengang), men han var faktisk også 19 og boede med sine forældre. Jeg fik et ildebefindende, fordi jeg var så nervøs over at skulle møde hans forældre, og ambulancen var tilkaldt, da jeg fik det dårligt. Det er nu ca 4 og et halvt år siden, og vi er i dag gift og venter vores første barn, en lille dreng, til maj.”
♥ DEN RYGENDE BORDELMUTTER
“Havde skrevet en del med en pige og skulle endelig mødes med hende. Jeg ser hende på afstand, og hun ligner sgu meget godt billederne, hun kommer nærmere og hilser – hendes stemme lyder som en gammel bordelmutter. Pigen røg så meget, at stemmen slet ikke matchede resten af pakken – det var en virkelig sær oplevelse. Pigen havde skrevet i sin profil, at hun var ikke ryger – men der gik ikke langt tid, før hun spurgte, om det var ok, hvis hun tog en smøg.”
Noah faldt ned fra Pariserhjulet og downloadede snapchat
1,7 millioner danskere er enlige lige nu. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik. Det er et historisk højt tal.
Samtidig synes 80 procent af de studerende på Odder Højskole, at dating-kulturen er svær. Det er en højskole, hvor ca. tre fjerdedele er single.
De fleste singler synes, at det er svært at navigere rundt ude på datingmarkedet.
Når vi snakker med vores venner og veninder, der har været så heldige at have fundet deres store kærlighed, udtaler de sig også ofte om, hvor angstprovokerende tanken om at skulle ud på markedet igen føles.
De vil forblive i deres forhold, hvis det betyder, at de kan slippe for at svømme rundt i den store pøl af dating apps, red flags og forfærdelige første date historier.
Kommer jeg nogensinde til at holde guldbryllup?
Det er som om, at datingkulturen er blevet mere overfladisk end romantisk. Der er ikke meget “The Notebook” romantik tilbage.
Ikke for at gøre dét til målet man sigter efter, men den tid og det engagement, der blev lagt i relationer dengang, er misundelsesværdigt, når man kigger med nutidens øjne.
Ingrids bedsteforældre har lige fejret guldbryllup, og deres forelskelse stråler ud af dem.
Det giver et håb om, at man kan finde det samme.
Hendes farfar driller stadig hendes farmor kærligt og fortæller om alle de ting, han elsker ved hende. Og de kan ikke gå nogle steder hen uden at holde i hånd.
Man vil jo ikke nøjes, når man kan se, hvor godt det kan være. Men vi skal være tilfredse med at få en besked på Snapchat med “hvad laver du?” eller “ilm”.
Det er vel også en form for kærlighed?
Vi har snakket med sexolog og forfatter Patricia Jiménez om hendes erfaringer med hele datingkulturen. Hun har skrevet to bøger, der handler om dating med titlerne #DateMigNu og #Snart30.
Da vi spørger hende ind til udviklingen i den danske dating kultur, svarer hun:
“Min far har aldrig været sammen med andre end min mor. Nu har de været sammen i 40-45 år. Det ser man ikke i dag på samme måde. Vi har så mange muligheder. På Tinder kan man sidde og swipe i hundrede år, inden man finder bare ti, man synes er interessante. Der er så mange valgmuligheder. Og det er ikke særlig sundt for os (…) Og hvad vælger jeg ud fra? Vil jeg gerne have en, der skal være min næste kæreste? Vil jeg bare gerne have en, der skal være mit næste hook-up? Eller vil jeg bare gerne se, hvad det kan blive til? Det bliver enormt svært at finde rundt i. “
Det bliver derfor svært at navigere i, når der er så mange muligheder. Hun tilføjer:
“For 40 år siden var man mere tilbøjelig til at slå sig til tåes med én bestemt partner. Man finder en partner, man får et barn, man bliver gift, 1,2,3 død.”
Lad os gå en tur
Over halvdelen af de studerende på Odder Højskole foretrækker klart en gåtur som den første date.
Er det fordi en gåtur er den nemme løsning i dag?
På en gåtur er der ikke mange forpligtelser. Man kan nemt slippe væk. Man slipper for nogen form for økonomisk bidrag til daten, og man behøver ikke at sidde overfor hinanden på en restaurant, hvor man stirrer hinanden direkte i øjnene.
En date er jo en date, så lad os ikke kritisere en gåtur om søerne, det er dog ikke en date, hvor man bliver hentet ved døren med en buket blomster, kørt hen til en fin restaurant og derefter tager ud og står på skøjter, som man ser i en stor mængde rom-coms.
Et datingmarked fyldt med fisk, man ikke har tid til at fange
Vi har måske også en tendens til at give op for let. Kærligheden er ikke nem. Det kræver hårdt arbejde.
Har alle de romantiske film og Disney-film vi har set som børn givet os et urealistisk syn på, hvordan kærlighed skal være?
Eller er det muligt at finde den sukkersøde form for kærlighed, hvor man svæver rundt på en lyserød sky i ren eufori?
Det kræver, at man investerer tid i den.
En tid som vi måske ikke har på samme måde længere, da vi også skal have succes på så mange andre punkter.
Vi skal også have en god karriere, en sund livsstil, flere forskellige hobbyer og gode vennegrupper, som alle skal plejes. Målet er ikke kun disse ting, men også at gøre det i et gear, hvor man nærmest ikke kan følge med selv.
Det er også nogle elementer, som Jiménez nævner som udfordringer:
“Inde i os, der har vi mega travlt. Vi skal have en uddannelse, vi skal have et godt job, vi skal have en masse venner…”
Tempoet i vores liv er sat op.
Vi har derfor ikke tid til at investere, hvad det kræver at opbygge nye dybe relationer. Hvis vi ikke kan finde en kæreste blandt de venner, vi allerede har, så kan mission ‘find en kæreste’ virke uoverskuelig. Derfor bliver datingmarkedet en sø fyldt med fisk, som man fanger, men som man bare kaster ud igen.
Jiménez kalder det usundt, at der er så mange muligheder, for vores hjerte kan ikke kapere det.
Måske er datingmarkedet blevet skræmmende, måske ligefrem uhyggeligt?
Frygten for at miste kontrollen, for at blive afvist og for at blive såret. Frygten for ikke at turde investere i relationer, som højst sandsynligt alligevel ender i triste film, is spiseri og hjertesorger.
Det kan forhindre folk i at kaste sig ud i kærligheden.
Det bekræfter Jiménez ved at sige:
“Måske fordi vi er bange for at miste os selv, eller vi er bange for at give os selv til noget, for hvad nu hvis man bliver såret?”
I sådan en situation må man minde sig selv om, at kærlighed er en uundgåelig strøm, som man ikke kan kontrollere.
Spøgelset, der ignorerer dine beskeder
En ottendedel af Odder Højskole svarer også, at de har ghostet nogle før – altså brat stoppet med at svare en person.
Det er blevet normaliseret at stoppe med at svare en person uden, at der bliver sat store spørgsmålstegn ved det, selvom det normalt ville blive anset som uhøfligt.
Det er bare så nemt, at man næsten ikke kan lade vær. Oftest vil man jo foretrække den nemme løsning.
En tiendedel af de studerende fra Odder Højskole ville spørge om en pige eller drengs telefonnummer, hvis de gerne vil kunne komme i kontakt med personen.
Det står i kontrast til de resterende ni ud af ti, der ville spørge om et socialt medie som Instagram, Snapchat eller Messenger. De sociale medier har fået meget større betydning og er i manges tilfælde i dag deres primære kommunikationsplatform.
De søde lange telefonsamtaler, som vores bedsteforældre og forældre sad og havde sammen er blevet erstattet af tekstbeskeder, hvor man kan være meget mere overfladisk ved f.eks. at ignorere beskeden, vente med at svare eller svare med korte svar, der er svære at tyde.
Igen – den nemme løsning.
Tak til den creepy fyr fra Tinder for at swipe mig
Græsset er grønnere på den anden side. Er det ikke det man siger?
Dette gamle ordsprog passer godt ind i nutidens datingkultur.
De sociale medier og datingapps giver os så mange muligheder, at vi tillader os at være kritiske. Vi har en tendens til at tro, at der altid vil komme noget større, vildere og bedre næste gang.
Det er hvad-nu-hvis kulturen fra sin bedste side.
Hvad nu hvis mit næste match er lyshåret med grønne øjne? Hvad nu hvis mit næste match er over 170 centimeter og med søde smilehuller? Hvad nu hvis mit næste match er god til fodbold og har en tilpas mængde tatoveringer, som både er betydningsfulde og placeret godt?
Når man sidder med de kritiske briller på, så kan det blive ubetydelige småting, som resulterer i en afvisning. Hvis man leder længe nok, kan man næsten altid finde et minus.
I dag skal en partner kunne flere almene ting.
Patricia Jimenez siger med et glimt i stemmen:
“I dag skal en partner kunne meget mere. Det skal ikke bare være en forsørger eller en mor til ens børn, det skal også være ens bedste ven og sparringspartner, og man skal også kunne rejse sammen, og det skal også være en god sex partner – og helst den bedste sex partner. Det skal også være en, der er intelligent, en der er uddannet og har styr på økonomi og en der vasker sit tøj selv…”
Og jo, det vil være dejligt, hvis man kan se på sin partner og sætte flueben ved alle disse ting, men man tager ikke listen op og tjekker den igennem på sin næste Tinder-date.
Over halvdelen af Odder Højskole har brugt dating apps før. Men kun en tiendedel har brugt dem til at finde en kæreste. Resten har ikke brugt dem til noget seriøst.
Er det ikke det Tinder er kendt for i vores generation?
Hvad bruger vi det så til?
At få anerkendelse og bekræftelse af fremmede mennesker, der ikke ved andet om os end vores alder og de få billeder, vi har lagt op af os selv, der slet ikke viser den udstråling, vi har, når vi træder ind i et lokale?
Slet ikke viser alle de søde og sjove sider en person har, som kun de tætteste venner kender til.
Tinders oprindelige formål var at skabe en platform, hvor man som single kunne lede efter kærligheden.
I dag er Tinder både et sted for folk, der leder efter en kæreste, folk der bare gerne vil have en god nat, par der leder efter en ny person til deres forhold og gifte mænd og kvinder, der leder efter én at være utro med.
Mulighederne er uendelige.
For den kærestesøgende single er det problematisk, for hvordan regner man et matchs mål ud, når man kun har fem billeder og tre linjer tekst at basere det på?
♥ DEN STUMME FUGLEENTUSIAST
“Tja, en af de værste var nok med en gut, som havde inviteret mig på et museum. Ved entreen ville jeg prøve at kommunikere, at jeg gerne ville betale for mig selv (der findes jo ret gammeldags typer, der betaler, når de inviterer damen på noget), hvilket han hørte, som jeg også ville betale for ham. Nå ok pyt. Efter 5 minutter var det dog ret op ad bakke. Han kunne ikke holde en samtale. Jeg prøvede at stille spørgsmål til ham, men han havde ikke nogle interesser, så det blev sådan nogle mærkelige spørgsmål omkring, hvordan det var at have en andelsbolig og om en fugleplakat, han lige havde købt. Jeg fik overhovedet intet fra hans side. Ingen spørgsmål eller noget. Ugh.. lang lang date.”
♥ KØBENHAVNEREN, DER VILLE HAVE DET HELE – OGSÅ SEXSYGDOMME
“Jeg havde set ham et par gange, og vi var hjemme hos ham på Amager. Vi har om aftenen lavet lækker mad, drukket vin og haft ganske fin sex. Om morgenen laver han morgenmad, da det ringer på døren. Han spørger, om jeg ikke bare vil buzze ind. Det er nok reklamer eller post. Fair nok. Det gør jeg. Og da vedkommende så banker på døren, og jeg åbner, kigger en kvinde meget undrende på mig. Jeg kalder på ham, og han bliver meget bleg. Det viser sig så, at de to har datet i et halvt år. Jeg gik ind og tog mine ting, en flaske god rødvin fra reolen, kiggede på hende og spurgte, om vi ikke skulle tage til Bispebjerg, blive testet og drikke vin. Det ville hun gerne. Har aldrig set ham siden.”
♥ PUT ON THE SPOT
“Well. Jeg er trans og havde skrevet det i min dating profil, så der ikke skulle være nogen “overraskelser” undervejs. Nåede lige at smalltalke med kvinden i 5 minutter, hvorefter hun brugte resten af daten på at stille ekstremt grænseoverskridende spørgsmål om min krop og forsøgte at få mig til at åbne op om alle de “traumer”, jeg nødvendigvis MÅTTE have. Gik hjem og slettede min datingprofil og holdt en pause på et halvt år bagefter.”
♥ MANDEN MED HUL I BUKSERNE
“Han lignede ikke billedet, som sikkert var ti år gammelt, og han var 20 kg tungere. Han dukkede op i cykeltøj med hul i og lugtede SÅ UFATTELIGT meget af sved.”
♥ DET ER GOOD PUSS
“Hun var flink, men havde seriøse problemer. Efter hun deepthroatede en halv flaske vodka af to omgange, kastede hun helt enormt meget op. Jeg holdte hendes hår imens, hvor hun så spurgte “skal vi knep? det er good puss”. Jeg var nødt til at takke nej.”
♥ CASUAL VOLDTÆGTSMAND
“Værste? Pas. Som ung, attraktiv singlekvinde har jeg været på sindssygt mange dårlige dates. Der var engang en mand, der helt casual under maden, uden kontekst, begyndte at fortælle historien om dengang, han voldtog sin bedste vens sovende kone, imens vennen gamede nedenunder. Og så var der den med ham, der sagde “jeg elsker dig” på anden date.”
♥ DRANKER ELLER POET?
“Enten var det ham, der havde drukket sig mod til vores date. Alternativt ham, der ikke sagde et ord under hele daten, men som skrev et inderligt kærlighedsbrev to timer senere.”
♥ HENDE MED KÆRESTEN
“Hendes fucking kæreste ringede, mens vi var på date! Hvad fuck!”
♥ TREKANT I STEDET FOR PANDEKAGER?
“Jeg er en ung kvinde og skulle på date med en anden ung kvinde. Hun var rigtig kærlig og flirtende, og hintede til at jeg skulle sove hos hende, og vi skulle lave pandekager om morgenen. Nå, men efter vi så har drukket lidt øl, tager vi hjem til hendes lejlighed, og jeg ser en fyr siddende i sofaen. Jeg siger hej, og tror det er en roomie. Oh, I was wrong. Hun introducerer ham som hendes kæreste og nævner, at de leder efter en kvinde til en trekant. Jeg tænker bare – ellers mange tak, og prøver så høfligt som muligt at afvise ideen med den begrundelse, at jeg ikke er sammen med mænd for tiden. Min date siger så “jamen, hvis du nu får bind for øjnene, kan du jo lade som om, han ikke er en mand?”. Jeg endte sjovt nok ikke med at sove der. Og vi lavede ikke pandekager.”
♥ DE SKIDE HORMONER
“Begyndte at sende diverse emoji roser efter vores første møde. Super akavet. Snakkede kun om sig selv. Mega stort ego. Var ikke på daværende tid i stand til at afvise, da jeg drømte om både mand og børn – så igennem fingrene med meget. Men da han begyndte at sende roser og hentyde til diverse ting om mit studie, stoppede det brat. Afviste venligt og slettede fra appen efterfølgende. Manglende selvindsigt, at han lige nåede at skrive, hvad årsagen var. Svarede ikke og skyndte mig at slette. De skide hormoner ;)”
♥ DE SJUSKEDE MÆND
“Der er fandme så mange. Ham der påstod, at han var professionel massør, når han i virkeligheden var flyttemand, og hans jakke lugtede af muggen kælder? Eller ham, der havde de brugte pizzabakker stablet under sofaen med gamle aviser og uåbnede rudekuverter….”
♥ HENDE, DER IKKE VAR HÅNDSKÅRET AF GUDERNE
“Hvilken én der er værst kommer vel an på, hvad man taler om. Jeg har ikke en særlig date, der var så slem, at jeg mistede modet eller lignende. Men jeg har da prøvet lidt af hvert. Der var klassikeren med misvisende billeder. Hun havde en beach body, der var urimeligt flot. Sådan håndskåret af guderne. Bikini pics på profilen, der virkelig fik mig til at føle, at hun måtte have drejet den forkerte vej på mig, der har et helt almindeligt udseende. Vi fik aftalt en kaffedate, og jeg mødte op og havde glædet mig til at se hende. Jeg kommer ind på caféen, ser mig om efter hende og bliver vinket hen af en ret overvægtig pige. Høflig som jeg er, går jeg hen til hende og siger hej, og i det hun siger hej, kan jeg godt se, at det faktisk er hende. Hun ligner sig selv på billederne – men er nok plus 50 kg, siden de var taget. Og det var desværre nok til mig. Vi havde en hyggelig date, og jeg kørte hende hjem, men jeg undskyldte med hovedpine, da hun inviterede op, og har ikke talt med hende siden. Jeg ved ikke, hvorfor hun havde taget så voldsomt på. Det kan være medicin måske? Men billederne fortalte altså en noget upræcis historie, så der døde den desværre for mig. Men altså. Alle de dates, der på hver deres måde var specielle, har jeg da tænkt mindre over, end dem, hvor man nåede at få følelser. Man havde måske endda haft sex. Og så var man erstattet på kort tid, eller det viste sig, at hun havde glemt at fortælle, at hun havde en kæreste, eller hun “ikke lige var klar til at date alligevel”.”
Hvis du ser et rødt flag så løb
Kærlighed kan gøre én blind, men hvis du ser et omvandrende rødt flag, så skal du pakke dine ting og komme væk.
Røde flag er advarsler, som kan være potentielle problemer i en relation, men det er forskelligt fra person til person, hvad de ser som deal breakers. Det strækker sig fra alt mellem rygning og dårlig ånde til kontrollerende og aggressiv.
Røde flag kan sommetider være svære at opdage, selv hvis de er lige foran øjnene på en.
Her får du muligheden for måske at være overfladisk, rummelig eller måske endda blive opmærksom på, hvad der i virkeligheden er vigtigt for dig.
♥ FAR LOOK-ALIKE
“Jeg skulle på date med en, der hed Rasmus. Men da jeg kom på daten og så ham, kunne jeg ikke se andet end min far. Jeg blev på daten og hyggede mig rigtig meget, men da han spurgte, om jeg ville med hjem til ham, var jeg nødt til at sige nej tak. Det ville simpelthen være for mærkeligt.”
♥ PÅ DATE MED MIN BEDSTE VENINDE
“Jeg havde skrevet rigtig meget med en pige. Da jeg kom på daten, fandt jeg ud af, at det var min bedste veninde. Vi grinte begge meget af situationen. Jeg havde aldrig set hende på den måde før, men jeg begyndte at se hende i et helt nyt lys. Efter det blev vi kærester. Vi har nu været gift i tre år og har en datter sammen.”
♥ DEN DOBBELTMORALSKE NORDMAND
“Jeg er blevet catfished et par gange – men de plejer som regel bare at være turbo meget grimmere end på deres billeder, så dem er jeg stadig venner med (for hvis jeg var på date med dem, var de grineren på skrift), hvilket vel egentlig ikke var en dårlig ting. Var engang på date med en smuk herboende norsk pige, der virkelig problematiserede, at jeg arbejdede på et projekt, der omhandlede børn og teknologi. Hun sagde, at det var den slags, der ødelagde samfundet. Hun kunne ikke se ironien, selvom jeg påtalte den, da det kom fra hende, der arbejdede i Nordea.”
Skal jeg vælge dig, når jeg ikke har brug for dig?
Der kan ikke lægges skjul på, at de sociale samfundsstrukturer heller ikke er de samme som de var for bare 50 år siden.
I dag er det meget mere normalt og socialt accepteret at være alene, og man behøver ikke en partner for at kunne klare sig og heller ikke engang for at få børn længere. Seksualitet, køn og parforhold er meget mere flydende i dag, end det var engang.
Det er singlesamfundets tydelige tegn på noget, der minder om ligestilling.
At have en partner er blevet et tilvalg i stedet for en nødvendighed.
Selvom at det gængse stadig er at have en partner, er det blevet mere normalt at være alene. Ikke alene på den triste måde, men alene på en ‘jeg klarer mig selv’ måde.
En tredjedel af Odder Højskoles studerende har ikke et inderligt behov for en partner i sit liv og ser også sig selv som selvvalgt single.
I nutidens samfund vægter vi os selv højt, og det gjorde man ikke på samme måde førhen.
Vi har brug for at holde af os selv og brug for plads til os selv. Plads til at udfolde os og for at blive stimuleret.
Man kan ikke elske andre, hvis ikke man elsker sig selv.
Patricia Jimenez fastslår, at vores livskvalitet hænger uløseligt sammen med standarderne for de mest betydningsfulde aspekter i vores liv. Herunder ligger en partner eksempelvis.
Denne moderne tid, hvor man kan skræddersy sit liv alt efter interesser, mål og drømme, kan være med til at skabe livskvalitet.
Og man vægter livet højt, om man er alene eller ej. Selvfølgelig søger vi stadig kærligheden i dag, men vi behøver den ikke på samme måde.
Verdenen er altså ikke længere organiseret således, at man har brug for en partner, for at opnå livskvalitet. I princippet kan man have nok i sig selv og sin omgangskreds.
I dag har man en bred vifte af relationer, så man spreder sine sociale behov ud på flere forskellige mennesker.
Man kan have en person, som man ligger i sofaen og ser film med, en anden som man tager på restaurant med, og en tredje, som man har sex med.
Førhen har man gjort disse ting med sin kæreste, men i dag er det lige så normalt at gøre med venner eller veninder.
Pludselig udelukker det ene ikke det andet.
Det er Patricia Jiménez enig i, og i den forbindelse udtaler hun sig:
“Vi er blevet bedre til at være mere diversitets bundne..”
Det ser hun som et resultat af det frie individs verden.
Forhåbentlig har denne artikel fået dig til at tænke over kærligheden i dit liv, eller så har den bare givet dig lyst til at se The Notebook.
Måske har den mindsket din jagt efter en kæreste og gjort dig mere tilpas i singlelivet, eller så har den fået dig til at sætte mere pris på dit forhold, og dengang i mødte hinanden i Netto.
Follow us